Scroll to top
© 2019 Er Du Helt Voksen.

Kortsigtet eller langsigtet investering – hvad er bedst?


Nikolaj - februar 2, 2019 - 0 comments

Kortsigtet eller langsigtet investering

Når du begynder at investere, så skal du ikke forvente pengeregn umiddelbart efter.

Investering tager tid.

Investering kræver tålmodighed.

Det kræver også en evne til at holde sig i ro, når markedet går op op ned.

For det vil det.

Jeg ved det – det er ikke det svar du havde håbet på. Det havde været sjovere, hvis du nu ikke behøvede løbe nogen særlig risiko og at afkastet kom med det samme.

Investering kan både være langsigtet, men også kortsigtet.

I denne artikel vil du lære forskellen på kortsigtet investering og langsigtet investering samt hvordan du skal forholde dig til en henholdsvis langsigtet investeringsstrategi og en kortsigtet investeringsstrategi.

Omdrejningspunktet for artiklen vil være investering i aktier, men du kan anvende mange af de forskellige principper på andre typer af investeringer som fx. investering i ejendomme, obligationer blandt andre.

Hvor lang er lang sigt?

Når man taler om langsigtet investering, så er der typisk tale om en tidshorisont på + 3 år.

Din tidshorisont er den periode, hvor du forventer at kunne trække dine penge ud og bruge dem.

Omvendt alt under 3 år må anses for at være i kategorien kortsigtet investeringer.

Mange laver en række kortsigtede investeringer inden for deres tidshorisont. Det kan være alt fra at du køber og sælger et par forskellige aktier, til daytrading, hvor du køber og sælger på daglig basis.

Dette skal du være opmærksom på når du investerer kortsigtet

I forhold til kortsigtet investering, viser statistik at langsigtet investering er den bedste måde, hvorpå du kan maksimere dit afkast.

Det er fordi at det simpelthen ikke er muligt, år efter år, at udvælge de rigtige vinder aktier.

Det kan være fristende at investere med kort tidshorisont, men du risikerer at tabe mere end du vinder. Det skyldes blandt andet:

  1. Det er svært at udvælge de rigtige aktier
  2. Det er dyrt at købe og sælge aktier
  3. Det er svært at købe og sælge på de rigtige tidspunkter

Mange investerer kortsigtet, da de forestiller sig, at de har muligheden for at lave et godt og afkast hurtigt.

Det sker desværre ikke så tit.

Derfor vil det være bedre for de fleste mennesker, blot at vælge langsigtet investeringsstrategi.

Kortsigtet investering er spekulation 

Ofte når der tales om kortsigtet og langsigtet investering, så mangler nuancen spekulation.

Du kan godt investere meget spekulativt med en tidshorisont på 10 år.

Der er nogle typer af investeringer som af natur er meget kortsigtet, fx. shorting – det kommer vi nærmere ind på senere.

Med langsigtet investering, menes tales der oftest om en “køb-og-hold” strategi. Her køber du et værdipapir (eksempelvis en aktie), hvorefter du beholder det igennem hele din tidshorisont.

Kortsigtet investering defineres oftest ved hyppigt køb og salg af værdipapirer.

Derfor kan du sagtens have en lang tidshorisont for dine investeringer, når du køber og sælger værdipapirer hyppigt.

I resten af artiklen vil jeg, for nemhedens skyld forklare langsigtet investeringer som en “køb-og-hold”-strategi, mens kortsigtet investering er hyppige køb og salg i et forsøg på at få det højeste afkast end aktiemarkedet generelt.

Langsigtet investering

Når du investerer langsigtet kan du påtage dig mere risiko end, hvis du investerer med kort sigt.

Det skyldes at du bedre kan acceptere periodiske tab.

Aktiemarkedet har altid rettet sig op igen, selv efter de værste kriser.

Eksempelvis ligger aktiemarkedet langt højere nu, end det gjorde i 2008.

Det kan dog tage tid.

Nogle gange flere år.

Derfor er det vigtigt at du minder dig selv om din tidshorisont, så du undgår at sælge, hvis aktiemarkedet falder. Hvis du sælger når markedet er lavt, taber du en del af de penge, du har investeret.

Du ved heller ikke om det er en lille eller stor nedtur – og du har ligeledes heller ingen chance for at vide, om markedet stiger igen i morgen.

Derfor er det vigtigt, at du er tålmodig og langsigtet når du investerer – det giver simpelthen det højeste afkast.

Kan du huske renters rente fra matematiktimen? Det afkast du får det første år du investerer, det får du også et afkast på i det andet år.

Renters rente blev kaldt for verdens 8. vidunder af Albert Einstein. Det kan have en enorm effekt på din investering allerede efter få år.

Hvordan vælger jeg en god langsigtet investering?

Hvad skal jeg investere i, hvis jeg vil investere med en lang tidshorisont?

Når du skal vælge en investering, du skal holde i fx 10 år, så har du kun historisk data, til at tage udgangspunkt i.

Og selvom historiske afkast ikke kan bruges til at forudsige fremtidige afkast, så er det alligevel, et godt pejlemærke for hvorvidt det er en god investering.

Du tager en del af risikoen ud, ved at investere i et bredt indeks, hvor du har historisk data mange år tilbage i tiden..

Et eksempel på dette kan være MSCI World index eller S&P 500 indeks. Begge indeks har afkast der går lang tid tilbage.

Mind dig selvom din målsætning

Alle bør investere langsigtet, men det er selvfølgelig endnu mere oplagt for folk, som vil spare op til pension, købe et hus eller formål der ligger længere frem i tiden.

Omvendt, så løber du en større risiko, hvis du investerer med en kortsigtet målsætning, som eksempelvis en rejse eller en ny bil.

Hvis du derimod har en kortsigtet målsætning, for din investering, så bør du vælge en investeringsstrategi med lavere risiko. Dette kunne eksempelvis være en indlånskonto, obligationer eller lignende.

Hvis du har en kort tidshorisont, så overvej grundigt, hvordan du vil investere dine penge. I den næste sektion vil du lære om fordele og ulemper ved kortsigtet investering.

Kortsigtet investering

Kortsigtet investering er når du har en tidshorisont på under 3 år.

Der findes rigtig mange typer af kortsigtede investeringer, som du kan lave. Du kan selvfølgelig investere i det samme som, hvis du investerer langsigtet, men der er også en række produkter der oftest kun investeres i kortsigtet.

Kortsigtet investering kan være dyre

Grunden til at nogle investeringer er mere kortsigtede end andre, er at de som regel ofte er ret dyre i omkostninger.

Et eksempel kunne være shorting.

Hvis du shorter en aktie, så stiger værdien af dit værdipapir, når en bestemt aktie falder.

Du kan kalde det en “omvendt” aktie.

Shorting er som regel et kontraktuel produkt, hvor banken der udsteder kontrakten også skal tjene penge på det.

Lad os sige det koster 10% i årlige omkostninger at shorte Novo Nordisk. Det betyder, at din investering altså falder med 10% årligt, hvis du ser bort fra potentielle fald/stigninger i aktiekursen.

Denne form for løbende omkostning har du ikke, når du investerer i den almindelige Novo Nordisk aktie. Derfor er det bedre at investere langsigtet med rigtige aktier.

Hvorfor og hvornår vil du så shorte en aktie, hvis den er dyr?

Det kan eksempelvis være op til et regnskab, hvor du tror at aktiekursen vil falde.

Så kan du dagen før shorte aktien, og hvis faldet i aktiekursen sker, så kan du efterfølgende sælge dit værdipapir med en gevinst.

Hvis du ellers har en krystalkugle, som siger at virksomheden, vil levere et dårligt regnskab.

Du har måske hørt om daytraders eller swingtraders – det er investorer som investerer meget kortsigtet. Det kan fx. være køb og salg på samme dag, som i eksemplet med shorting.

Det er utrolig vigtigt, at du som investor forstår de risici, der er ved kortsigtet investering.

Flere professionelle som har erfaringer med investeringer, de ved hvor svært det er at udvælge aktier, der opnår et afkast højere end det generelle afkast for aktier. 

Her er en god serie af videoer, hvor tidligere hedgefond manager Lars Kroijer fortæller omkring investering og ikke mindst det at opnå et merafkast i forhold til aktiemarkedet generelt. 

Hvad er så bedst? Langsigtet eller kortsigtet investering?

Investeringer er lidt ligesom vin. De bliver kun bedre med tiden.

At investere langsigtet vil højst sandsynligt give dig det bedste resultat, eftersom det er dyrt og svært at investere kortsigtet.

Det er vigtigt, at du altid investerer med udgangspunkt i din økonomiske målsætning og tidshorisont.

Først skal du vælge, hvornår du regner med, at skulle bruge dine penge igen. Det bruger du til, at finde frem til din tidshorisont. Dernæst kan du finde ud af, hvor meget risiko du kan tåle at tage.

Så i stedet for at spørge dig selv, “hvad der er bedst?”, så stil dig selv spørgsmålet, “hvad er din tidshorisont?”.

Related posts

Post a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *